IVAR FROUNBERG writer/130402

Munch mig hér, Munch mig dér, Munch ingensteds!

Den store debat i Oslo om Much-museets placering er en skammelig påminder af at kunstnerne leverer, og eftertiden bruger deres skibbrudne kunst til ryggesløs fremme af egne formål.

Den knækkede højhus Lambda, som var udfaldet af arkitektkonkurrencen gjorde udslaget. Mange synes det er grimt, derfor skal det ikke bygges – en anden løsning, ja flere andre, bliver derfor aktuelle. Gad vist, om Munchs billeder i dag ville have levet op til deres æstetiske eksistensberettigelse, hvis vi i deres samtid skulle have vurderet, om de var æstetiske nok til at fortsætte deres videre sejlads i historiens farvand. Uanset, nu er de kapital, og den last skal udnyttes.

Arbejderpartiet ønsker byudvikling på Tøyen. Munch-museet ses som en pådriver for byudviklingen af et arbejder/indvandrer kvartér. Museet har ganske vist ligget her i mange år, længe nok til at blive nedslidt og nærmest ubrugeligt, en skibbruden, der endda ikke har vist sin evne som byudvikler; men alligevel kan argumentet fremsiges med en dumstædighed, der trodser al fornuft. Udover det eventuelle gidsel har man nemlig ikke offentliggjort nogen andre planer for området, hvor botanisk have og geologisk museum kunne have glæde af en oppudsning. På T-banen mødes man af skiltet TØYEN og med mindre skrift derunder: Munch-museet. Har disse politikere nogen sinde stået af på metrostationen LOUVRE, ville de skamme sig over den dårligt oplyste og lidet flatterende lokalitet i Oslo.

Jeg har længe tænkt, at al halløjet om pænt og grimt ikke kan være nogen årsag til at skrinlægge en nødvendig nyorientering af Munchs museum i Norge. Oslo er ikke en by hvor arkitektur og byplanlægning er synlige træk i bybilledet. Vigtigere er det at skabe et museum, hvor Munchs kunst kan ses i større udstrækning end i dag, hvor billederne kan restaureres og vedligeholdes til glæde for udlån til andre udstillende institutioner omkring i verden, hvor større gæsteudstillinger med store sikkerhedskrav kan have deres plads i Oslo. Derfor har jeg argumenteret for Lambda-løsningen (uden dog helt at være blevet overbevist om at denne løsning ville kunne imødekomme det sidste).

Så blev jeg alligevel indhentet af en kvalificeret tvivl.

Kunstsociologen Dag Solhjell sætter Munch-oplevelsen i front: hvilke er de perspektiver, i hvilke vi kan læse billederne i dag, spørger han. Han foreslår derfor at Munch-samlingen – så at sige – eksproprieres og lægges ind i det ny Nationalmuseum for Kunst der skal bygges på Vestbanen. Her kan Edvard Munchs billeder udstilles i et nationalt og internationalt perspektiv, vises som mere end en nationalistisk manifestation. Og ja, tænker jeg, er det ikke netop det, der er problemet. Byrådets støtter for Lambda argumenterer med Munch set i et arkaisk lys: ikke som byudvikler, men som en national helt, et ikon, over hvem, der skal sættes en mindestøtte. Lambda. Kunsten, som det evigt ophøjede, opstået gennem det enestående geni, løsrevet fra sin samtid. Lambda.

– Sandheden er vel snarere at Edvard Munch ikke egner sig som nationalt anliggende, men snarere skriver sit værk ind i den europæiske idéhistorie sammen med August Strindberg, Arnold Schoenberg, Sigmund Freud og andre samtidige europæere. Dét kan Norge være stolt af, og dét kan Norge vise at de forstår. Så finder man nok en løsning på lokalisering – for der er ikke så mange andre muligheder, hvis dét skal stå i centrum.