IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/081127

50-tallets cowboy-film endte med, at helten red ind i sollyset – mod horisontens aftensol efter en endt dags gode gerninger. Det er ikke bare et sentimentalt billede. Helten red mod vest - det vilde vest - hvor han fik stadig ny opgaver med at eliminere forbryderne og tugte naturens vilde børn. Det kan også læses som en ideologisk metafor. En nylig afgået president for USA var åbenlyst vokset op med den læsning. Men i dag er grænsen nået. Det store stille hav er det, som nu har stoppet troen på mulig fremtid. Havet er en ørken, hvor horisonten ikke længere anes, når båden danser i bølgerne.

Et andet billede, fra en anden ørken – Gobi – trænger sig frem i et roligere indre sollys. En konvoj bestående af to derangerede busser og en terrængående jeep. En aflægs bil fra ’Arbeitssicherheitdienst’ fra de hedengangne DDR rummer vor baggage og konvojens vandforsyning. De fire chauffører kører ud i sandet, hvor ingen af dem har kørt før. På et tidspunkt diskuterer de vejen frem: hver peger i sin retning i det forskelsløse landskab. Et – for os passagerer – tilfældigt hjulspor bliver valgt og fører os forbi en samling på over 50 sammenkrøllede højresko alle pakket med strå!

Samtidens ny musikk har lagt aftenlandet bag sig og befinder sig nu i forskelsløshedens åbne landskab. I en retningsløs periferi, udpeges alt som centrum. Der vises ikke mod en midte. Centrum er midlertidig dér, hvor vores buschauffører står og peger mod øst, vest, nord, syd. Og verdenshjørnerne er ike længere ideologiske markører for hvilke retninger, som er inde og rigtige, og hvilke som er ude og forkerte. Forskelsløsheden er rammen for det pludselige gennembrud af overraskelsen. Alt er både ude og inde. Dommene er bundet til den relative position, hvor de træffes.

Musiklivets institutioner opfatter sig som centre, hvorfra domme kan afsiges: musikkens evige værdi er absolut. Institutioner er ikke-nomadiske, men bundet til den grund de er bygget på. I Norge er det oftest en klippegrund. Sandets og vandets elementer er eksotiske og rædselsvækkende – det modsatte af klippegrunden: omskiftelige og flygtige landskaber. Vandresandet syd for Skagen bevæger sig altopslugende ind over kulturlandskabet og efterlader en ufrugtbar ørken i sit spor. Det er vinden fra vest. I det efterladte elliotske wasteland åbner mulighederne sig for at skabe en ny metafor: foranderlighedens.

(

Spræng verdens operahuse i luften udtalte en oprører og senere operadirigent af verdensklasse – han blev arresteret for det udsagn ca. 50 år senere som led i kampen mod terror (?) Det ideologiske udsagn er på en gang bekvemt (han blev operadirigent!) og ubehageligt. Aldrig - efter ideologiernes såkaldte sammenbrud – har ideologien præget samfundet stærkere. Du får, hva du fornægter. < som billedfil mellem paranteserne>

)

De studerende er det sand som blæser gennem NMHs korridorer og lægger institutionen øde... (ikke bare NMH.....!)

Tre/Fire (?) komponister er vores chauffører i vor Gobi.