IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/080521

Et sidespor.

Anders Beyer er ude at køre grønthøster i Weekendavisen nr. 20. Hans egentlige ærinde skulle være en hyldest og en introduktion til årets Sonningmusikpristager Arvo Pärt. Men han smider de hvide handsker og udskifter Mercedes’en med en stinkende olieret maskine, og glemmer ganske den fint diskrete, men prominente gæst han kører rundt med. Som en anden pop-postmoderne prædikant skærer han blindt et dybt spor mange prominente politikere har fulgt med stædig og dumdristig inkonsistens i mudret mellem hensigt og tænkning. Den store fortælling er død, er blevet til: at enhver anden fortælling - når den kolporteres med tilstrækkelig arrogance – opnår gyldighed når tilstrækkelig mange mennesker tror på den: flere millioner kunder kan ikke tage fejl - krigen er ovre i Iraq!

Men jeg skal kaste en lille sten i maskineriet, og det, selvom jeg sikkert allerede er klassificeret som tilhørende de rimbaudske modernister, og dermed én af de æstetiske besserwissere med Adorno-ble at pisse i. For mange af os, som stadig husker tiden, var det ikke sådan at modernismen stod enerådende i centrum i slutningen af 80-tallets danske musikliv, sådan som man kunne forledes til at tro, når man læser Beyers artikel. Dansk Musiktidskrifts store debat om postmoderniteten havde fundet sted i begyndelsen af tiåret. Undertegnede, med flere andre, gjorde oprør mod den rådende etikette-opfattelse af, at modernitet blev næret af ’Darmstadtskolen’ og var et onde som måtte fordrives med ny enkelthed, minimalisme, stilpluralisme etc. Den diskussion var ført næsten tyve år tidligere og havde ført dansk musikliv ud i 70-tallets tristesse for det store mangefold af danske komponister.

Postmodernitets-diskussionen blev imidlertid i Danmark forsimplet af, at generationen med bl.a. Bo Holten (som Anders Beyer nævner som én af de forhånede) tilsyneladende misforstod den postmoderne eklekticisme som værende et overfladeanliggende: netop ”sandhed som skønhed”. Men at vende tilbage til en romantisk æsteticisme kan ikke forstås som et udtryk for at transcendere moderniteten, da det bare er endnu en hengivelse til den i en tidligere skikkelse. Når derfor Beyer citerer Henrik Marstal for dette ’ny’ – og alternative – dogme er det interessant – som modtræk - at citere den egentlige præ-postmodernist (!) i dansk politik: ideologi er noget bras! For hvad er ideologien andet end en utopi (f.eks. den marxistiske utopi som blev dyrket uhæmmet på de tider!). Og er netop ikke Heimat-tænkningen romantisk utopisk (Schubert: Winterreise), den melankolsk-smertefulde skønhed utopisk? Så er da skønheden Sandhed?

Arvo Pärt dyrker forhåbentligt ikke ’skønheden’ som æstetisk udtryk, på samme måde som Morton Feldman ikke bare dyrkede ’overfladen’. I mine ører lader Pärt skønheden opstå inden i et snævert rum af konstruktion som sætter den i et dialektisk modforhold til overfladen. Den legitimerer sig med konstruktionen, så at sige. Beyers grønthøsterridt kører foden af Anders selv når han harcellerer over Fibonacci-rækker og retrograd inversion samt anden krebsgang. De hele finder vi hos både Arvo Pärt og Per Nørgård. Derfor fremstår de begge som modernitetstænkere. Wunderreihe afgik ved døden i Darmstadt i 1956, det sørgede Pierre Boulez (Sonningprismodtager i 1986) for, som jeg har påpeget ved adskillige lejligheder. Men række-tænkningen var aktuel i 80ernes danske musikliv – bare ikke hos ’modernisterne’, men hos Per Nørgård - i form af uendelighedsrækken. Oppositionen hertil var forsøget på at etablere en vertikal tænkning, men det er en anden historie...

Hvis jeg skal leve op til den forventning, som muligt rettes mod en forbenet modernitetstænker, kan jeg kritisere Pärt for at tage en anden, og for mig at se farlig regressiv, retning mod præ-moderniteten. Marstals dogme illustrerer denne tilbagevenden til det ’absolutte’ og til ’sandheden’ som postmoderniteten gør op med - udenfor de danske musikdebattanters mulige fantasier i 80erne. ’Ondskabens’ akse eksisterer forhåbentlig bare som politisk opportun sproglig konstruktion, for det bør, i min optik, ikke være ikke sådan, at hvis millioner af mennesker er enige om at ondskaben eksisterer - med deraf følgende konsekvenser - så er dét sandheden! Rimbauds dogme om at være absolut moderne illustrerer, at også modernismen ligger under for det absolutte (og det kan være vor kritik mod Th. W. Adorno, som ellers stadig på mange måder kan være interessant læsning ud fra et post post-moderne standpunkt).

Idéen om ’sandheden’ - ’skønheden’ – ’ondskaben’ nærer en fundamentalistisk præ-moderne tænkning. Frem for at erstatte frihed med (theo)-logos, fornuft med tro og fremskridt med tradition burde kunsten i dag (og med den musikken) stå overfor helt andre valg. Vi ser tendenser dertil i den yngre generation af komponister. Pristildelinger vil altid være tilbageskuende og lige netop dét skal vi ikke klandre prisvinderen for. Pärt er ligeså vigtig for de mange mulige musikhistorier som en Morton Feldman, en John Cage, en.... ...hvis kunst også skal kunne være andet end underholdning.