IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/070306

Lækage...

Allerede inden jeg starter er der problemer: skriver jeg ’ny musik’ definerer jeg jo det som genre - selvom jeg er enig med Michaels fyndord: ud med genrerne eller rettere vil jeg sige: ud med etiketterne – disse forsøg på kategorisering, der skiller os fra dem – vi, der har ret, fundet den hellige gral, de gode overfor dem: ondskabens akse.

Nuvel, alligevel må jeg vove at skrive det: samtidsmusikken (som de siger her i Norge). Samtidsmusikkens synes at mangle en diskussion om sin funktion og virkemåde i samfundet – en stadig proces, hvori teorier for kunstens rolle overfor individ og samfund afprøves. Det er ikke tilfældigt at hovedparten af de, som fungerer som komponister indenfor begrebet samtidsmusik uddanner sig på et konservatorium: en beskyttet habitat hvor traditionen etableres og stadigt rekonstrueres. Beethoven står stadigvæk i horisonten og våger over de unge komponisters lærdom: modernitetstankens materialeforskning, hvor musikken søger sin autonomi, fremskridt og frihed. Konservatorierne tør stadigvæk tale om evige værdier! Vi, der er runden af den tradition kan sprælle i nettet, men trawlet hales op og vi parteres og fortæres efterfølgende. Desværre er det ikke et Deleuziansk net, hvor vi kan følge relationerne til de omgivende rhizomer – hvor en lækage i båden laden den synke ned og opsluges af flydende varians.

Men lad mig se på hvad som sker omkring: jeg har lige afholdt vores årlige Vinterlydfestival på Norges Musikkhøgskole. Tre udsagn fra vores gæster: Ole Lützow-Holm, Nicolaus A. Huber og Bernhart Wulff er værd at gribe fat i.

Nicolaus A.Huber fik bl.a. opført Music on Canvas for sinfonietta på koncerten fredag i sidste uge. Værket er relativt nyt – komponeret i 2003. Titlen henviser til at Huber i dette værk ’fordeler’ musikken på en overflade (ref. Robert Rauschenberg). Huber tænker i dette værk (som også i klaverstykket Beds and Brackets fra 1990) på afstande mellem musikkens forskellige materialiteter. Den generelle karaktér af attack-release konfronteres i Music on Canvas med materiale fra den ’virkelighed’ som findes udenfor opførelsesrummet – koncertsalen. ’Hverdags-intermezzi’ kalder Huber indskud hvor et bånd afspiller gadelarm, en jogger løber 35 skridt i m.m.=160 og de to slagtøjsspillere hakker grøntsager. Hverdagen trænger sig ind i værket som kompositorisk materiale.

Ole Lützow-Holm introducerede sit værk A Tidal Noise skrevet i samarbejde med den svenske gruppe Turbolens. Det er et ensemble som består af musikere med improvisatorisk baggrund (etiket: rock/jazz – pulsbaseret rytmisk musik). OL-H havde ikke ’komponeret’ et værk, men opstillet et materiale: to skala’er (unike for hver oktav) samt en ’talea’ – et rytmisk skelet – i fire temporale varianter. Den kompositoriske indsats bestod i et A4-ark med en disposition af materialet i tid og instrumentation. Indledningen til værket bestod i et brev til musikerne med en (meget poetisk) beskrivelse af hvordan den skulle klinge. I et andet værk beskrev OL-H hvordan et færdigt komponeret klaverstykke kunne splittes op og gentilrettelægges for hver ny opførelse med inkludering af gentagelser og udelukkelser af materiale som pianisten ikke syntes var relevant for hans nu-og-her fortolkning.