IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/041010

Om den ny musik og situationen…

Hvad er det for en sjælden art vi taler om?

Lad os håbe den er i krise – eller i hvert fald så opmærksom., som hvis den havde været det! Når først krisen er vendt til succes mæsker den sig i selvtilfredshed.

Lad os ikke være bange for andet end succes. Lad os ikke indlede frugtesløse kampe mod en postmoderne politisk virkelighed. Den evner selv at bringe sig i miskredit, når vi kræver at dens politikere står til ansvar for den øgede terrorisme og indskrænkede frihed, der følger i kølvandet af de selvkonstruerede krige og korstog. Neoliberalismern er via sin kontrolfokuserethed blevet en neo-stalinisme. Dag Østerberg påpeger at det moderne og det præmoderne har vekslet som duale par siden før oplysningstiden. Vi venter!

Den ny musik blev 80 år og endte som vrængbilleder på dens egen autonomi: som den nyskrevne, som den langsomt komponerede musik. Men sådanne begreber på kastes overbord, besudlede som de er af de postmoderne politikeres savleri og ligskænderi. Mens de slås om ligets sidste næringsværdi - jalousien over den gennem mange år opsamlede forsmåethed, udtrykt gennem begreber som samgsdommere og såkaldte eksperter - forlader vi scenen i stilhed og fortsætter med fornyet engagement at producere vedkommende udsagn.

Vi skal ikke skænde liget. Lad de bange ryste i bukserne og sikre sig med livrem og seler. Lad dem scanne os, mens vi slipper iggen med proptrækker og andre dødeligt latterlige våben. Lad dem grave sig ned i angstfyldte kældre.

Vi andre kan tilvælge risiko, og dermed leve livet med krisen, med usikkerhed, med langsomhed; ,men ikke uden reflektion. Vin er bedre end Coca Cola og gåselever bedre end trivielle burgers. Så simpel en erkendelse kan være subversiv i en rædselsslagen verden!

Ydmygheden leve!

Stoler vi på vor egne udsagn, overlever de.