IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/031027

LANGSOMHEDENS FÆNOMENOLOGI

Når man skal diskutere langsomheden må begrebet indkredses. Langsomt og hurtigt er relative kategorier, oplevelsen er relateret til ét eller andet, fra langsomheden adskildt, fænomen. Noget er langsomt fordi noget andet er hurtigt og vice versa. At begrebet er også knyttet til tidsbegrebet, tror jeg alle er enige om (men netop derfor bør der stilles spørgsmålstegn ved det!). Normalt er begreber som hurtig og langsom knyttet til begrebet tid gennem begrebet bevægelse – noget bevæger sig langsomt. Når vi keder os, bliver den oplevede tid uendelig lang: den målte, kronometriske tids sekunder bliver oplevet som minutter, minutter som timer! Men tiden kan også implodere, maden brænder på, fordi vi lige skulle spille lidt på Beethoven-sonaten. Bevægelse defineres som ændring i tid. Samtidigt er tiden defineret af den evige skiften af tilstande. Tiden opstår fordi der er en forskel, noget er blevet væk, noget andet er kommet til os. Det vil være absurd at postulere at tiden fører os ud af én tilstand og ind i en næste. At tiden således skulle trække os rundt i vores tilværelse vil i sin yderste konsekvens føre til at vi måtte acceptere at vi ikke har indflydelse på vor tilværelse – at vi er skyldfri om vi begår ugerninger!

Men defineres tiden af den etablerede forskel, eller defineres ændringen af tiden? Fysikerne vil hælde til det sidste, for Newton har sagt at ”den absolutte, sande og matematiske tid, af sig selv, og af sin egen natur… flyder jævnt uden relation til nogen anden ydre ting” (citeret efter David Epstein: Shaping Time - Music, the Brain, and Performance 1995, pg.6). Mens andre kan hævde med XXXCXCCC. Tiden – i sig selv - kan ikke ses med vore øjne, ikke høres med vores ører, ikke kan vi føle den, lugte den eller smage den. Vi har ikke et kendt tidsorgan, selvom vi har biologiske ure som følger månens og solens variation og hierarkiserer variationerne i underdelinger og gestalter i grupperinger. Disse biologiske ure er ikke kronometriske. Først for knapt 150 år siden fik vi en sådan objektiv tid, nogle steder i verden holder folkeslag stadigvæk fast ved en subjektiv, ikke konstant og varierende tid.

Nu kan vi vælge mellem to erkendelser. Enten mener vi, med Kant (?), at vi aldrig har adgang til tingen selv gennem vore sanser, eller vi accepterer, med Husserl, at den fysiske verden eksisterer og den – i Heideggersk terminologi - kaster sig ind i vores tilværelse, og opleves gennem et noema - et prisme som farvelægger den fysiske verdens sansning med summen af vores allerede gjorte sansninger, erkendte eller ubevidste. Vælger vi Kant, bliver langsomheden en del af en intern konstruktion af virkeligheden. Dette kan forklare den subjektive tids eksistens, men ikke, at fysikerne kan etablere et intersubjektivt fællesskab, det objektive. Har fænomenologiens og eksistentialismens anskuelser har noget at sige os, oplever vi at den kognitive langsomhed er relateret til en fysisk verden, som vi har erkendt væsentlige dele af gennem perceptionen. Intersubjektiviteten er indeholdt i begrebet noemen. Gennem gentagne varierede sansninger lejrer sig et eidos – det ydre fysiske objekts invariante sansepåvirkning som en kognitiv erkendelse. Eftersom det ydre fysiske objekt er uafhængigt af vor sansning vil vi ganske vist opleve det forskelligt udfra vore personligt forskellige forudsætninger, men den gentagne perception vil aflejre objektets invariante dele på samme måde hos os alle. Med gentagelsen og variationen indskrænkes subjektiviteten og bliver intersubjektiv. Først da giver det mening at diskutere om langsomheden er et fysisk (objektivt) relativt fænomen eller en indre (subjektiv) konstruktion betinget af ydre fænomener.

Vi må også problematisere at en egenskab (noget har egenskaben at være langsommere end noget andet) substantieres og bliver et fænomen som kan iagtages i-sig-selv (langsomheden)! Kan vi iagttage egenskaber ved langsomheden? Er langsomheden det eidos, der bliver tilbage efter den fænomenologiske reduktion når selve egenskaben betragtes?

At leve livet langsomt betyder at man giver plads til sansningen og afkald på indgrebet. Sansningen kræver tid for at verdens udtryk kan komme til orde. Thoreau gik ud i skovene og hans erfaring satte civil ulydighed på dagsordenen. Idag er langsomheden stadig en politisk handling. Man må dvæle i hvad Dasein giver fra sig og være vár på de sansede tilstandsnuancer som verden sender én. En svagt spor af jordens dufte i den frostklare luft. En stille knitrende lyd af insekterne der har travlt under bladene i skovbunden en tidlig forårsmorgen. En pludselig kølig brise som kærtegner din nøgne krop en varm sommerdag og bringer bud om havets nærvær. Et særligt lys som kanter sig ind under en stor truende sky og iklæder naturen et enestående lys. Verden rummer ikke at den omsættes i værditilvækst og effektivitet. Disse fænomener er indgreb, vold, der udøves af viljen. Viljen vil. At ville er at tabe, at vinde er at give efter. Gaver modtages – men uden modtager udgør de en voldtægt.

Kunsten er det eneste tilbageværende refugium for gaven der gives uden hensigt og vilje. Kunstneren adlyder sit materiale og stiller gaven til disposition. Dermed udøver han vold mod samfundet, for der er ikke en modtager. Kunsten bliver politisk i dét faktum. Derfor kan en komponist som Stockhausen prise angrebet på World Trade Center – symbolet for værditilvækst og økonomisk effektivitet – som en kunstnerisk begivenhed isoleret fra lidelsen. Nu kan man indvende at al-Qaida netop er udtryk for ingrebet. Derved adskiller ”11. september” sig fra anden ”kunst” – det er ikke al-Qaida som er kunstnerne, men befolkningen og politikerne i USA. De har opført den happening, der har skabt kunstværket! De har givet resten af verden gaven. Det er ikke altid kunst udspiller sig på det bevidste plan. Kunsten er ikke længere kun æstetisk, efter Heidegger kræver den sandhed. Ikke i ordets trivielle betydning, men i dets eksistentielle. Findes der anden rolle i vor dage? Kunstværkets æstetiske dimension er overtaget af industrien. Hvilken musik vi kan lide, er overtaget af musikindustrien.

Udfyldningen af sansningen opstår altså gennem gentagelsen. Den ny sansning etablerer ny data. Det, der er fælles mellem de forskellige sansninger, det konstante, noema, udfyldes gradvist. Relationen med virkeligheden knyttes stadigt tættere.

To komponister har i særlig grad arbejdet med udfyldningen af noema, det sansede objekt: Edgar Varèse og Morton Feldman. Begge præsenterer de klanglige objekter, der gentages uden dramaturgisk hensigt. Objekterne stilles alene frem for lytteren i tiden. De kommer tilbage, hos Varèse forandret, hos Feldman næsten-identisk, men farvet af måden, vejen vi nåede tilbage til det på. Ændringen i mødet med objektets genkomst i vort sanseapparat betyder at vi oplever andre sider af det og gradvist kan fatte at der eksisterer et uden for os liggende objekt som vi gradvist konstituerer som noema. Derved opnår de to komponisters musik en særlig ekstra dimension (Hyperprism) en horisontal dybde.

Efter et par timer neddykket i Feldmans 2. strygekvartet (1979) må man opgive at ændre situationen, musikerne spiller videre uanset hvilke indgreb man forestiller sig. I opgivelsen af indgrebet ligger muligheden for at sanse gentagelsens nuancer. De små uregelmæssigheder bliver til store begivenheder i det tilsyneladende statiske gentagelsesmønster. Skiftene i musikken bliver uoverkommelige drama.

Horisontaliteten som funktion. Dybden af det klanglige objekt: fordoblingen tjener ikke et koloristisk formål, men udnyttes til at give udstrækning i den horisontale dimension.

Dynamik som dimension.

Hos Varèse understøttes denne dybde endvidere at det oftest ukorrelerede slagtøjs lejlighedsvise møde med de klanglige objekter. Fra deres uafhængighed træder de pludseligt i funktion, understøtter det nære forbiglidende objektlag med en slags stabiliserende, men flygtig afhængighed – der eksisterer en relation kan vi konstatere, men den er enigmatisk, for fokuseringen bringes til ophør og de to lag eksisterer alligevel stadigt uafhængigt. Hos Varèse er rummet altså ikke alene defineret af tid og frekvens, klangfarve og dynamik, men også denne horisontale dybde, som dramatiseres af skæringspunkterne, de unisont homofone forløb.

Eksistens som permanens: dronen/akkorden.

Dronen attakeres af den fritløbende og ornamenterede melodi som undertiden bringes på kollisionskurs. Temporaliteten angriber evigheden, men kan naturligvis ikke anfægte den (folkemusik – eksempel?).

Sansningen af akkorden udfyldes gradvist gennem ornamentets omskriven (Boulez).

I den spansk/mauriske cante jonda er de mikrotonale ornamenter og intoneringer bærere af den intense smerte, for der findes ikke den relaterende evighed, men alene en flygtig bærer af smerten (duente).

Varése: Intégrales

Hastighed som fysik: M.M.-markeringer

Langsomme satser over for hurtige satser.

Hastighed som følge af sammenfald af hierarkiske knudepunkter (Henkjan&Honing + Truax, M.I.T.)

sml. Sinfonietta’en til Monteverdis Mariavesper (stasis) med Stravinsky introduktion til Le sacre du printemps (plastisk formning af tid)

Eksisterer et tempo i Xenakis’ densitet.

Feldmans ”problemsolving” -> indgrebet som vold mod materialet fremfor accept af materialets virken på komponisten.

Messiaen

Cage og zen…

Prélude – Voyge – Jotunheim som eksempel.

Langsomheden som udtryk for en politisk holdning.