IVAR FROUNBERG writer/Shorter Texts/010717

Kunsten yder ikke længere et bidrag til opbyggelsen af nationalfølelsen på samme måde som det var kunstens opgave tidligere. Projektet startede i begyndelsen af 1800-tallet og nød godt af bidrag fra bla. forfattere som B.F.S. Ingemann, H.C.Andersen, Johs. V. Jensen, komponister som C.E.F. Weyse, Niels W. Gade, Carl Nielsen og malere som… Idag er det ikke længere så klart hvilket projekt kunsten indgår i.

Den musikalske modernisme søgte i 50’erne at skabe et objektivt, internationaliseret sprog befriet fra det subjektive og nationale vanvid der havde udløst to ’verdens’-krige. Avantgarden afsøgte modernismens grænser. Det var oprindeligt en l’art-pout-’l’art bevægelse, der udforskede musikkens sprog i ekstremerne: ny udvidede spilleteknikker, brugen af støj, formens opløsning i åbne former, improvisation og alternative måder at notere musikken på. Snart blev avantgarden dog også politisk – et indlæg i opgøret med de fortidige samfundsstrukturer, der havde overlevet krigenes infernalske kaos. Minimalismem og den specielle danske parallel – konkretismen - accepterer det enkle i et oprør mod modernismens og den oprindelige avantgardes entropiske kaos og bød på en forenklingens trøst. Vi accepterer ikke længere tilværelsens kompleksitet (som Boulez ellers havde gjort til et emblemisk slagord) men opbygger en tryggere overskuelighed - de enkle politiske budskaber: for/imod denne eller hin supermagt som aktør i den kolde krig, for/imod atomkraft, for/imod EU o.s.v.

Da muren endelig faldt blev højrefløjens tonefald skingert. Den ydre fjende faldt men mange har endnu idag ikke mentalt accepteret konsekvenserne af denne ny samfundsmæssige tilstand. Hetz’en mod de tidligere venstrefløjstilhængere kan næsten dagligt følges i Berlingske Tidende ivrigt sekunderet af skribenter i Weekendavisen. Venstrefløjen må sone den skyld det er, at være taberen. At højrefløjen derved må acceptere at den også har tabt er endnu ikke erkendt. Den ekstreme liberalisme er ikke lykken for det nuværende Rusland. Jeg kan forestille mig at fremtidig samfundsforskning vil dømme vesten hårdt for resultatet og beklage at daværende præsident Gorbachov’s reformer aldrig fik lejlighed til at udfolde en meget mere harmonisk overgang, bla. fordi tidsfaktoren i samfundsændringen ganske blev overset i euforien.

Som samfundsstrukturen ændrer sig fra det nationale, mod – på den ene side – en øget kontinentialisering (EU overfor USA og ASEAN-områdets økonomier) og – på den anden side – en stærkere regionsbevidsthed (på det kulturbærende plan) må de kunstneriske institutioner ændre sig. Allerede idag ses en stor mobilitet mellem og til europæiske musikkonservatorier og musikhøjskoler. I Tyskland er der et stort islæt af asiatiske studerende og i Danmark af svenske. Desværre er den deraf vakte politiske interesse ikke befordrende for en generel drøftelse af, hvad man vil, hvilke målsætninger man ønsker for musikundervisning i Danmark på højeste plan. Snarere cementerer det den økonomiske tilbageholdenhed, der bla. har fået undertegnede til at søge andre græsgange med friskere græs.

I sin tid var jeg den første kompositionsstuderende i mange år, der søgte udenlands for at studere. Alt for få af mine kolleger fulgte efter. Der er for få legater er til rådighed for skabende komponister til at de kan få kontakt med kunsneriske miljøer og retninger udenfor Danmark. Som kunstner skal man opleve fremmedheden for fuldt ud at forstå og bearbejde sin egen baggrund. Under mine ophold i USA har jeg aldrig følt mig mere europæisk og dansk. Under længere ophold i europæiske lande har jeg forstået hvor lille vor verden er, at Danmark er et grænseland, en blød overgang mellem Tyskland og Skandinavien.

Fra min nuværende position med et ben solidt plantet i Oslo, ser Danmark ud til – med fuld vilje og i fuld bevidsthed - at isolere sig fra en omverden, hvis indflydelse landets geografiske placering og størrelse ikke kan bære at undvære. Som dansker må det bekymre mig. Dansk Folkepartis krampagtige forsøg på at fastholde en ’ren’ og ’dansk’ kultur går hånd i hånd med venstrefløjens berøringsangst overfor feks. EU. En tilsvarende isolationisme viser sig ikke blot i det musikalske landskab, hvor arven fra nationalkonstruktionen har været fastholdt under dække af formidlingen af kendskabet og bevidstheden om en ’tradition’ (uanset hvor midlertidig denne har været), men også feks. i reguleringen af arbejdsmarkedet. Her er Øresundsbroen et fint eksempel på hvorledes skattereglerne ikke er tilpasset den øgede mobilitet som politikerne har ønsket. Som ’særboende’ har jeg og min familie samme oplevelse: det personlige tilhørsforhold i samfundsmæssig sammenhæng (feks. folkeregistersammenhæng) er ikke individet men familien – man kan ikke bo et andet sted end den med hvem man er gift! Alligevel sukker visse politikere over den manglende mobilitet i arbejdsstyrken – en demonstration af utroværdigheden.

Nationalstatens nedtoning betyder at interessen for et nationalt kunstliv ikke er centralt. Det betyder vel ikke at Danmark ikke skal have et kunstliv? Kunstlivet må bare anskues udfra andre synsvinkler, den må tillægges andre værdier, feks. anskues som dét Knud W. Jensen kalder ”kunsten som værktøj” – en træning af oplevelsesstrukturer så vi bliver bedre til at se, fornemme, opfatte og forstå ikke kun kunsten selv, men også os selv som mennesker, vore medmennesker, omgivelserne, naturen og samfundet. Der findes amerikanske undersøgelser der bekræfter at aktiv udøvelse af musik hos børn styrker indlæring af især matematik. Lad os springe hele den ideologiske utopi om det kreative meneske over - kunst er at arbejde!

En anden konsekvens af kontinentialiseringen er ændrede økonomiske forhold for de skabende kunstnere. Med kontinentialiseringen øges kravet om harmonisering mellem de tæt forbundne økonomier. Derfor må de ændrede økonomiske forhold anskues direkte og underkastes en slags ’damage-control’. Relationen mellem skattelovgivning, indtægtmuligheder og profession må underkastes en nøjere analyse. Danmark har traditionelt haft et højt beskyttelsesniveau når det gælder ophavsretten til musikalske værker, men i de senere år er der sket en mærkbar nedgang i afregningerne til de danske komponister. KODA har bla. på grund af konkurrencelovgivningen måtte lave omlægninger, der har fjernet store dele af den nationale beskyttelse. Ordningen med fradrag at ’nationale midler’ til opretholdelse af lokal kunstnerisk beskyttelse er sat under pres fra den anglo-amerikanske musikindustri. Set i lyset af skattelovgivningen betyder dette at indtægtstab for danske rettighedshavere udhuler grænsen mellem deres professionel virke og dét skattemyndighederne kalder hobbyvirksomhed. Kompositionsvirksomhed må nemlig ikke – lige som alle andre erhverv – køre på permanent underskud.