IVAR FROUNBERG writer EN KATEDRAL SØGER SIN MUSIK

ivar@frounberg.dk (+47) 909 46 719

.Mine katedraler

Mine katedraler var mørke og fulde af mystik. Lyset skar sig lystigt farvet af rosetten ind i mørket, som lugtede af røgelse, men som ikke veg for indtrængeren.

Mine katedraler brummede når jeg passerede dem beruset af kærlighed, omgivet som de var af huse. I hjørnet der borte udfor apsis boede min dulcinea, som jeg gradvist indtog: først hendes indgangsdør, vogtet af en moder. Dernæst hendes pigeduft, og da gik vore hænder på opdagelse under tøjet. Katedralen brummede hemmelighedsfuldt bekræftende til mig: de store rums resonans af den ydre verdens aktiviteter.

Mine katedraler brummede når jeg passerede dem beruset af vinen. Et lille vågeblus som den lille røde olielygte på det katolske alter fokuserer på verdens centrum – Foucaults pendul. Men dette vågeblus sad højt, og når det var tændt, akkompagnerede det min vandladning inde i krogen mellem kirkeskib og kor. Hvad lettede mere, end at tømme sin blære til Regers B-A-C-H-fantasi?

Mine katedraler er myter i en svindende erindring.

Markedet

Markedet i Barcelona: farver, dufte, lyde og tæthed i de smalle gange mellem boderne. Vi trænger os frem først mellem blomsterne, blomsternes farver og blomsternes sarte dufte. Vi trænger os videre gennem de handlende til krydderierne, hvor duft og farve integreres, bliver uadskillelige og berusende. Siden fiskene som ligger der på rad og række i en slimet våd substans: merluza, dorada, calamares –sanselige navne som genkalder havets salte dufte og døde søfolk, les comorans abattus. Næst kommer fjerkræ: høns, kyllinger så hare og kanin i sarte røde og rosa toner. Endelig når vi frem til halve fårehoveder, der betragter os med deres resignerede øjne, og grisehjerner, kalvehjerner, som krøller sig rundt om en forlængst tabt sansning af grønt græs. Til sidst ser vi tyretestiklerne: nosser så store at en hånd ikke rummer dem. Følelsen rammer mig i de ædlere dele: at skære dem op, koge og stege dem og dernæst indtage den ultimate potens’ symbol!

Vand, blod og sæd er livets væsker.

Markedets lyde er hidsige; korte spørgsmål til den handlende besvares med en rivende talestrøm tusinde gange gentaget i et levende analogt multidelay forstærket af hallens trækonstruktion med skyggende loft og glasflader som tillader akkurat nok lys.

Indkøbscentret

Indkøbscentret åbner sig som et dragegab: indenfor gloriøse farver og lystigt liv.

Indkøbscentret sluger dig, så du glemmer hvorfor du kom: kom her og køb tilbud tre for to’s pris og deltag i konkurrencen om håbet om rigdom og glæde. Kom her og du slipper for det daglige besvær med at sy dit tøj, lave din mad, spille din musik. Kom her når du er sulten og vi serverer dig hurtigmad – hurtigt lavet – hurtigt spist - så du kan komme dig videre ind i tilbudsnettet og drømmene om et socialt fællesskab. Vi råber eller hvisker til dig. Her er lyden rytmiske dunk i maven eller søde melodier uden kanter: vælg frit mellem forglemmelse i form af ekstase eller drømmeri! Lasciate ogni speranza voi ch’entrate! Kun for forrykte?

Indkøbscentret sikrer din tilbedelse mod udefrakommende forstyrrelse: hvis du ser en gøgler, kan du være sikker på, at også han ønsker at sælge dig et godt tilbud. Hvis en tigger sidder der, kan du være sikker på at vedkommende bliver fjernet og ordenen genoprettet: for midt i det kaotiske hersker benhård logos. Du ser ikke slagtehallens blod og slim, for du må ikke lade dig distrahere væk fra Treenighedens budskab.

Treenighedens credo

Jeg forsager al distraktionens djævelskab, ideen om oplysningstidens fremskridt og modernitetens fornuft.

Jeg tror på neoliberalismens politiske og økonomiske hegemoni, på valgets frihed. Friheden i markedskræfternes uregulerede spil, på lykken ved at købe og blive ejer. At deltage i mærkevarernes fællesskab, at være det feterede subjekt: du er, hvad du har.

Jeg tror på den postmoderne tilstand, at alt er relativt; at sproget definerer virkeligheden, således at jeg ændrer virkeligheden ved at ændre mit sprog; at flertallets sprog bestemmer ret og vrang. Alt hvad jeg synes, er lov.

Jeg tror på underholdningen og selvforglemmelsen. På at det, som jeg vil ha’ - er det, som skal gives mig. At det ny er det, som ikke skræmmer mig. At alt vil forblive, som det altid var. Amen

Narrespil i pornobiografen

Kalundborg 1982: fire unge mænd og en ældre herre står foran provinsbyens biograf, der spiller den pornografiske film: Hornets lyd er min fryd. Den ældre herre er modstræbende, men de unge fremstår overtalende. En af dem køber billetter til alle. Indenfor i mørket sidder nogle mænd spredt i hvert sit hjørne og dukker sig for ikke at blive set af det muntre selskab, der sætter sig i midten – bedste position for at se. På lærredet gjalder hornet og der krydsklippes mellem tre damer: den første hører hornet i det fjerne og river køleskabsdøren op, tager en gigantisk tysk Wurst frem, holder den ind mod kroppen og gnider den ivrigt mellem benene; den anden hører signalet mens hun går tur med hunden, og kaster sig ned for at lade hunden slikke hendes ædlere dele; den tredje befinder sig i stalden, hvor staldknægten gør hendes hest klar. Hendes reaktion på signalet er, at kaste sig over den arme uskyldige mand og vi ser hvorledes han til sidst lykkeligt glider ind og ud af hendes skød. Sanctus. De tre herrer dukker sig i mørket og stønner: sanctus, sanctus, sanctus. Een af de fem i midten siger henkastet: Gad vist hvorledes dette ville virke med Weberns opus 21 som underlægningsmusik?

Den tidlige middelalders katedraler iscenesatte narremessen, hvor menigheden, pøbelen, kunne synge deres leiser til obskøne fagter, hvor præstens dragt kunne sættes på en kvinde, mens præsteskabet diskret – uden at slippe magten – tillod løjerne for at fastholde den.

Offertorium

Tokyo 1993: Den granulære syntese opstår som følge af mange hundrede japanske kontoristers afslapning inden de skal hjem. De sidder der, hver med mørk jakke og slips bundet ved flippen af deres hvide skjorter. Ved deres side står en stabel af slidte plastkurve – højere eller lavere: deres lykkes’ barometer – fyldt med glinsende metalkugler. De sidder foran en automat, hænderne rækker distræt ud efter næste kugle, mens øjnene følger den foregåendes vej ned gennem lykkemaskinens labyrint. Lokalet er skarpt oplyst af neonrør, der er glas og stål til at reflektere larmen, som når døren åbnes, slår mig omkuld med sin intense fysik.

Ite missa est.