IVAR FROUNBERG composer/works Prelude – Voyage – Jotunheim (2002)

Værket er skrevet på bestilling til det franske ensemble Alternance. Det er det første værk som afspejler mine oplevelser i Norge, nærmere betegnet en fantastisk køretur fra Oslo til Tyinn. Selvom titlen indirekte via sin trefoldighed henviser til et værk af en klassisk romantisk fransk komponist, er denne relation tilfældig. Trefoldigheden opstod under arbejdet med de tre grundstrukturer i værket. Først en langsom indsnævring af et tonalt centrum (prelude) - der fokuseres langsomt på at noget skal ske. Dernæst rejsens tumult gennem vekslende landskaber, som ses kun i hastige glimt som de farer forbi vinduet. Det tonale centrum er udgangspunktet for en stadig transformation af en oprindelig tolvtonerække som imidlertid hurtigt bliver inkomplet og gennemløber en række tonaliteter (voyage). Chokerende pludseligt når vi frem. Efter fire timers uafbrudt kørsel igennem stadigt mere kontrastrige landskaber, forlader vi bevægelsen og træder ind i det ubevægelige. Tyinn-krydset i skæringen mellem den regnfulde fjord, de grønne liers piblende vandløb, skovenes dystert-fugtige uendelighed og isbræernes utilnærmelige kulde.

I dette peripatetiske punkt oplevede jeg det norske centrale fjeldmassiv Jotunheimen. Med sin uafvendelige ro lader det vejrliget skifte mellem torden og regn, hagl og blændende sol uden at anfægtes af hvad som sker på den menneskelige tidsskala. Det sorte fjeld tegner sin grafik i skarpe streger på sneens gråhvide og isens lyse papir. De isblå søers symmetriske spejlakser skaber en parallelverden svagt deformeret af de tynde isflager og lange kolde dønninger. I dette landskab regnes tiden i millioner af år frem for måneder, uger og dage. De vandrette toneløb fra Voyage-satsen er nu rejst på højkant og fremstår som en langsom fremadskriden gennem en række akkorder i stadig transformation - isfyldte fjeldtinder og dybe, mørke, eroderede dale.

Værket er ikke tænkt som en programmatisk beskrivelse af min personlige oplevelse. Det modstiller oplevelsens tre grundelementer i et dramaturgisk forløb: det fokuserede, det hæsblæsende og det stillestående. Musikken rummer selvfølgelig mange detaljer, men aldrig et tema eller genkommende figurer. For mange år siden kom jeg over den italienske renaissancekomponist Girolamo Frescobaldi. I dag slår det mig, at jeg som komponist egentlig altid har taget udgangspunkt i hans improvisatorisk fragmentariske (men stramt proportionerede) toccataer, hvor kontrasterende teksturer veksler uden et overordnet samlende motiv. Dette gælder i særlig grad dette værk, selvom også Beethovens klaversonater (især de senere) har leveret næring for min holdning til klaversatsen i værket.

…at jeg er bevidst om den norske stedbetegnelses eksotiske fremtræden i det franske sprog har været afgørende for at undlade en mere samlet titel. I stedet ledsages partituret af et motto af Johannes V. Jensen:

”Vinden, Rejser og Tiden der gaar er i Ledtog med hinanden”.

Ivar Frounberg, 2002.