IVAR FROUNBERG               composer/works        DR¯M OM KVANTEMEKANIK, ENTROPI OG TID

 

 

Jeg befinder mig i et stort m¿rkt kirkerum i tr¾ med en orgellignende genstand konstrueret af tr¾bj¾lker pŒ den ene v¾g. Vi er i alt tre mennesker to m¾nd og: en kvinde? Det store rum begynder at give lyde fra sig. F¿rst svage knirkelyde, siden lidt kraftige m¿rke slag. Manden bliver bange, mens jeg og den anden person (kvinden?) fors¿ger og berolige ham. Selv er vi begge lidt foruroligede: er der en fjerde person i rummet? Men nej, der er intet tegn pŒ det. Betyder det at rummet kollapser? Det, er vi ikke sŒ sikre at have svar pŒ!

 

Manden l¿ber pludseligt skr¾kslagen ud af rummet og vi f¿lger efter ham. PŒ trappen udenfor m¿der han sin kone. Han er nu hysterisk af r¾dsel og skriger. Hun pr¿ver ogsŒ at berolige ham. Hun gŒr nogle skridt frem mod indgangsd¿ren og vi to andre rŒber til hende: lad os se, om du er modigere? Manden er flygtet videre ned af trappen, der leder op til d¿ren.

 

F¿lger kvinden ind i rummet, jeg f¿ler et kort moment et ansvar for tilrŒbet. Igen h¿res smŒ knirke- og skrabelyde, men snart udvider frekvensomrŒdet sig igen nedefter mod ultradybe frekvenser. Lydene opstŒr af sig selv i rummet. Vi stŒr aldeles som stenst¿tter for ikke selv at frembringe lyd. Vi er begge bange. Pludseligt fŒr jeg idŽen at lydene er krusninger pŒ tidsdimensionen, en slags mikroskopiske b¿lgeslag (som jeg har h¿rt tilsvarende uforklarlige knitrelyde pŒ optag af rum-shutlens afsendelse fra Cape Canaveral optaget af gode n¿gterne teknikere fra Danish Pro Audio). Jeg pr¿ver igennem mit foredrag om subatomare membraner at forklare lydene, mens jeg indvendigt f¿rer en dialog med mig selv, om at dimensionerne ikke pŒ nogen mŒde kan v¾re f¾lles mellem subpartikul¾re dimensioner og deres membraner, og lydlige f¾nomener i det superpartikul¾re plan. Kvinden er ogsŒ skeptisk, mest fordi hun intet forstŒr, men jeg forts¾tter ikke desto mindre at berolige hende med dette foredrag!

 

Sammen med den indre dialog oplever jeg imidlertid ogsŒ at lydene bliver voldsommere, at de pŒ en mŒde fors¿ger at kommentere min teori. De fors¿ger direkte at g¿re mig tavs, tror jeg. De bliver dramatisk voldsommere og jeg er nu bevidst om, at jeg ikke l¾ngere kan kontrollere min dr¿m. Indtil nu havde jeg vist at dette var en dr¿m, og at jeg ikke beh¿vede at blive bange. Men nu, opdager jeg, er mine teorier blevet et skalkeskjul for min egen r¾dsel, der bare vokser og vokser i lighed med mandens tidligere.

 

Nu er jeg alene i rummet. Rummet er sovev¾relset og jeg rŒber sŒ kraftigt jeg kan: NEJ, NEJ, NEJ. Nu er jeg blevet vŒgen, men lydene har nu suppleret sig med en vuggende bev¾gelse i sengen som jeg ligger i. Den b¿lger som under et jordsk¾lv eller som i en bŒd i storm pŒ havet. Jeg h¿rer lyde ogsŒ fra entreen: kendte lyde som om nogen passerer d¿ren. Jeg fŒr ideen om at der i sovev¾relset befinder sig et sort hul som tiltr¾kker sig alt materie og at bev¾gelserne og lydene kommer fra denne proces. Kun langsomt genvinder jeg fatningen og ved at dette er en dr¿m, selvom alt virker helt realt eksisterende.

 

Jeg husker jeg netop har l¾st en artikel i magasinet National Geographic om tidens afslutning: Žn mulig afslutning var den store entropi som al energi gradvist tenderer imod, men som vi mennesker kan forstŒr at forstyrre midlertidigt med vores aktiviteter. Kunsten er mŒske et sŒdant fors¿g pŒ at modvirke den uimodstŒelige bev¾gelses frem mod al energis ¾kvilibrium nŒr den maksimale entropi endelig er fuldbyrdet.

 

Jeg oplever ogsŒ at denne dr¿m betyder at min underbevidsthed advarer mig mod min kommende fly rejse til K¿benhavn. Jeg skal op kun nogle fŒ timer senere, og tage flybussen til Gardermoen.

 

F¿rst nu er jeg ikke alene vŒgen, men ogsŒ bevidst om situationen, og jeg stŒr op og gŒr pŒ toilettet, drikker vand, og fors¿ger at t¾nke pŒ noget andet, og mere hyggeligt. Alligevel kan jeg ikke falde i s¿vn af r¾dsel for at dr¿mme skal forts¾tte. L¾nge ligger jeg og vogter pŒ at dr¿mmen ikke skal fange mig igen.

 

Da senere Norwegian-flyet l¾gger an til landing i Kastrup, er sigtet meget dŒrligt. Da kaptajnen siger: cabin-crew seated for landing, ser jeg ikke ¯resunds b¿lger under flyet som normalt. Bare en grŒ entropisk masse af skyer og regn, mens flyet ryster i turbolens. MŒske m¿der sk¾bnen mig i dag, nŒr jeg at t¾nke, Žn dag m¿der jeg den jo. Men sŒ skabes det vage, m¿rkere omrids af ¿en Saltholm ud af den grŒ intethed, og i et kort glimt t¾nker jeg endnu en gang pŒ, dengang da jeg og Inge drog med Mogens og Merete til Saltholm i hans elegant svungne f¾r¿bŒd med den lodrette st¾vn og lodrette agterparti (bogstaverne ¾, ¿ og Œ l¾rte jeg Asger med dette ord: F¾r¿bŒd). Amager dukker op under flyet og vi lander sikkert. Nu er det bare trist og regnfuldt. Men entropien blev nedk¾mpet endnu en gang gennem forskelligg¿relsen, der opstod ved endnu et forstyrrende indgreb i det uundgŒelige.