IVAR FROUNBERG composer/works DRØM OM KVANTEMEKANIK, ENTROPI OG TID

Jeg befinder mig i et stort mørkt kirkerum i træ med en orgellignende genstand konstrueret af træbjælker på den ene væg. Vi er i alt tre mennesker to mænd og: en kvinde? Det store rum begynder at give lyde fra sig. Først svage knirkelyde, siden lidt kraftige mørke slag. Manden bliver bange, mens jeg og den anden person (kvinden?) forsøger og berolige ham. Selv er vi begge lidt foruroligede: er der en fjerde person i rummet? Men nej, der er intet tegn på det. Betyder det at rummet kollapser? Det, er vi ikke så sikre at have svar på!

Manden løber pludseligt skrækslagen ud af rummet og vi følger efter ham. På trappen udenfor møder han sin kone. Han er nu hysterisk af rædsel og skriger. Hun prøver også at berolige ham. Hun går nogle skridt frem mod indgangsdøren og vi to andre råber til hende: lad os se, om du er modigere? Manden er flygtet videre ned af trappen, der leder op til døren.

Følger kvinden ind i rummet, jeg føler et kort moment et ansvar for tilråbet. Igen høres små knirke- og skrabelyde, men snart udvider frekvensområdet sig igen nedefter mod ultradybe frekvenser. Lydene opstår af sig selv i rummet. Vi står aldeles som stenstøtter for ikke selv at frembringe lyd. Vi er begge bange. Pludseligt får jeg idéen at lydene er krusninger på tidsdimensionen, en slags mikroskopiske bølgeslag (som jeg har hørt tilsvarende uforklarlige knitrelyde på optag af rum-shutlens afsendelse fra Cape Canaveral optaget af gode nøgterne teknikere fra Danish Pro Audio). Jeg prøver igennem mit foredrag om subatomare membraner at forklare lydene, mens jeg indvendigt fører en dialog med mig selv, om at dimensionerne ikke på nogen måde kan være fælles mellem subpartikulære dimensioner og deres membraner, og lydlige fænomener i det superpartikulære plan. Kvinden er også skeptisk, mest fordi hun intet forstår, men jeg fortsætter ikke desto mindre at berolige hende med dette foredrag!

Sammen med den indre dialog oplever jeg imidlertid også at lydene bliver voldsommere, at de på en måde forsøger at kommentere min teori. De forsøger direkte at gøre mig tavs, tror jeg. De bliver dramatisk voldsommere og jeg er nu bevidst om, at jeg ikke længere kan kontrollere min drøm. Indtil nu havde jeg vist at dette var en drøm, og at jeg ikke behøvede at blive bange. Men nu, opdager jeg, er mine teorier blevet et skalkeskjul for min egen rædsel, der bare vokser og vokser i lighed med mandens tidligere.

Nu er jeg alene i rummet. Rummet er soveværelset og jeg råber så kraftigt jeg kan: NEJ, NEJ, NEJ. Nu er jeg blevet vågen, men lydene har nu suppleret sig med en vuggende bevægelse i sengen som jeg ligger i. Den bølger som under et jordskælv eller som i en båd i storm på havet. Jeg hører lyde også fra entreen: kendte lyde som om nogen passerer døren. Jeg får ideen om at der i soveværelset befinder sig et sort hul som tiltrækker sig alt materie og at bevægelserne og lydene kommer fra denne proces. Kun langsomt genvinder jeg fatningen og ved at dette er en drøm, selvom alt virker helt realt eksisterende.

Jeg husker jeg netop har læst en artikel i magasinet National Geographic om tidens afslutning: én mulig afslutning var den store entropi som al energi gradvist tenderer imod, men som vi mennesker kan forstår at forstyrre midlertidigt med vores aktiviteter. Kunsten er måske et sådant forsøg på at modvirke den uimodståelige bevægelses frem mod al energis ækvilibrium når den maksimale entropi endelig er fuldbyrdet.

Jeg oplever også at denne drøm betyder at min underbevidsthed advarer mig mod min kommende fly rejse til København. Jeg skal op kun nogle få timer senere, og tage flybussen til Gardermoen.

Først nu er jeg ikke alene vågen, men også bevidst om situationen, og jeg står op og går på toilettet, drikker vand, og forsøger at tænke på noget andet, og mere hyggeligt. Alligevel kan jeg ikke falde i søvn af rædsel for at drømme skal fortsætte. Længe ligger jeg og vogter på at drømmen ikke skal fange mig igen.

Da senere Norwegian-flyet lægger an til landing i Kastrup, er sigtet meget dårligt. Da kaptajnen siger: cabin-crew seated for landing, ser jeg ikke Øresunds bølger under flyet som normalt. Bare en grå entropisk masse af skyer og regn, mens flyet ryster i turbolens. Måske møder skæbnen mig i dag, når jeg at tænke, én dag møder jeg den jo. Men så skabes det vage, mørkere omrids af øen Saltholm ud af den grå intethed, og i et kort glimt tænker jeg endnu en gang på, dengang da jeg og Inge drog med Mogens og Merete til Saltholm i hans elegant svungne færøbåd med den lodrette stævn og lodrette agterparti (bogstaverne æ, ø og å lærte jeg Asger med dette ord: Færøbåd). Amager dukker op under flyet og vi lander sikkert. Nu er det bare trist og regnfuldt. Men entropien blev nedkæmpet endnu en gang gennem forskelliggørelsen, der opstod ved endnu et forstyrrende indgreb i det uundgåelige.