IVAR FROUNBERG composer/works Aestetische Theorie (2004)

Aestetische Theorie – hvorfor påkalde sig filosoffen Theodor W. Adorno i en værktitel? Hvad har Adorno tilfælles med en norsk fjeldegg? Komponistens hjerne kobler de besynderligste ting! Og når der så lyttes til denne musik, hvordan da få hoved og hale på denne kantede og tætte utilnærmelige sats? Kommer den til at virke som en Heideggersk sten i skoen, en sten som pludselig kaster sig ind i vor verden og gør os smerteligt bevidst på at vi eksisterer for hvert skridt vi tager? Kunne vi ikke bare tage stenen ud af skoen, så vi kan gå trygt videre uden denne irriterende stadige påmindelse?

Men – på den anden side – hvorfor ønsker vi at eventyret taler til os, bringer os ud af vores vanedannende hverdag, med dens faste rutiner? I året 2000 blev jeg pludseligt – og glædeligt - revet ud af min personligt erhvervede trædemølle. Fra at tage stilling om den ene vej, eller den anden vej rundt om husblokken skulle give mig dagens afveksling fik jeg en dramatisk ændring af perspektivet, da jeg fik arbejde i Oslo. Der skulle gå tre år før jeg pludseligt en aften i flyet – mens det befandt sig over Gøteborg - fik en vægtløs fornemmelse som om jeg hang frit i rummet udenfor al tid, uden at være på vej hverken fra, eller på vej til…

Jeg var blevet asylant: en hjemløs som står i vejen for sin egen assimilering i en kultur fordi han har gæstens undrende perspektiv. I et forsøg på at forstå, havde jeg kastet mig ud på en vovelig fjeldtur, hvor jeg havde kunnet ønske at mærke lidt til den i flyet oplevede vægtløshed! Men pludseligt befandt jeg mig klatrende i trepunkts-fiksering på en luftig Bessegg med det grønne Gjendevatn 400 meter nede til højre i sigtelinien forbi mit fodfæste og – til venstre - den lidt kortere, men stadig dramatiske dybde mod Bessvatnets mørke overflade. Når jeg søgte fast fæste faldt de løse sten ned i det tilsyneladende uendelige dyb, ikke en lyd kom tilbage. For at underkaste mig denne oplevelse måtte hele min sansning være åben: så stilheden blev paradoksalt fyldt af lyd. Mit syn måtte hele tiden vurdere afstand og fjeldets muligt skjulte usikkerheder. I en sådan situation sanses alt i en kaotisk koncentration. I stærk modsætning til flyets tids-løshed, er tidsoplevelsen mikroskoperet: i bogstavelige brøkdele af sekunder hvor der ændres strategier og balance.

Det er denne oplevelse jeg har prøvet at nedfælde i denne musik. Jeg har søgt at musikken skulle være et parallel til min eksistentielle erfaring på den skarpe fjellegg. Derfor må dens udtryk blive tæt og artikuleret i en forvrænget og voldsomt forkortet tid. Her kommer vi tilbage til filosoffen Theodor W. Adorno hvor vi startede. Adornos titel: Aestetische Theorie indeholder den samme dobbelthed: den er en teori, en filosofi om kunst, men den er samtidigt æstetisk artikuleret som kunst er det. Adorno taler kun i hovedbetydninger, artikulerer sin tekst næsten konsekevent i paradoksale bon-mots. Mens jeg komponerede læste jeg i Aestetische Theorie. Jeg oplevede at Adornos bestræbelse på at være dét han teoretiserer, var dét, jeg søgte: at musikken udtrykte sig i den samme mikrotid som min sansning den mid-dag på Besseggen. Men samtdigt med artikuleringen af tidsoplevelsen, så udlever min musik også den musikalske teori, der ligger bag værkets arkitektur, dets konstruktion, på én gang skjult og hørbar. Netop dét vil være for vanskeligt at komme ind på, nu hvor oplevelsen af musikken skal finde sted. Hvis mine tilhørere bliver svimle af musikkens tempo, da lad musikken strømme frit uden indgreb, for viljen må suspenderes, den er for langsom og følger de faldende sten mod hundredmeterdybets grønne vandoverflade. Ene i naturen må mennesket overlade bestemmelsen til naturens kræfter. Hovmod påkalder nemesis, ydmyghed overlevelse!